top of page

Husk lyd! 

kinesiske kopper suger smerte

Jon Bannbers bruger den ældgamle og særegne kinesiske behandlingsform ”cupping” til blandt andet at lindre muskelsmerter. Cupping kan se vildt ud, men Jon Bannbers oplever, at folk bliver mere og mere åbne for virkningen af kinesiske behandlinger.

Af Stig Dahlgren Atzen

”Hej Jon”, siger Kim roligt, da han træder ind ad døren på Jon Bannbers’ klinik. Fugtige, friske toner fra et citrontræ finder vej til næseborene allerede i døråbningen.

 

”Hej Kim! Tag plads”, svarer Jon, mens hans øjne laver en glad halvmåne ned i et kindbredt smil. Han rejser sig og peger på stolen foran sit skrivebord. Jon har kridhvide bukser og en kulsort polo på. Yin og Yang er broderet på brystet. 

 

Kim slår benene med de kongeblå, pletfrie bukser over kors. Der går lige et øjeblik, inden Jon er klar. På hver side af Kim er et indrammet tegn på mandarin. Kinesisk for kærlighed på venstre side, held og lykke til højre. Over ham er fire fuldstændigt runde lamper placeret i et perfekt kvadrat. Venterummet er i balance. 

 

Det er Kim også. Han har fri fra tøjbutikken i dag, og selvom solen er sparsom på sådan en fridag, er Kims hud helt solbrun. Afslappet læner han sig tilbage i stolen, for det er ikke hans første gang. Det rører ham ikke, at han lige om lidt har store, mørkerøde pletter på sin solbrune ryg. Han glæder sig ligefrem.

IMG_20190506_175005.jpg

Jon Bannbers underviser i akupunktur, og han har været til flere konferencer i Tel Aviv. Foto: Stig Dahlgren Atzen

Ældgammel kinesisk behandling

Kim kommer for for at få en cupping behandling. Det er en flere tusinde år gammel kinesisk behandling, man lærer sammen med akupunktur. Trods alderen er cupping stadig relevant. Olympiske atleter bruger det til smertelindring. Det kan også mindske appelsinhud samt hjælpe mod astma og betændelse. 

 

Cupping er ikke alment kendt i Danmark, men i Kina er det allemandseje. Jon har selv været i Kina for at forbedre sine evner med cupping, akupunktur og massage. Han bruger især cupping i samspil med andre behandlinger. 

 

”De fleste oplever det meget positivt. Ved massage sætter jeg kopperne på, der hvor der er mange spændinger, inden jeg masserer. Smerten forsvinder hurtigere, men jeg fortæller dem også, at de får mærker”, forklarer Jon Bannbers.

 

Kim er klar over, at det giver mærker, inden han lægger sig på massagebriksen. Mens han blotter ryggen, forklarer han, at han i starten var skeptisk for cupping. Men i dag finder han med trygge og langsomme bevægelser sin plads på briksen. Jon smører olie på Kim ryg. Nu skal kopperne på. 

Jon bruger glaskopper, fordi det er hygiejnisk og let af følge behandlingen gennem det klare glas.

Foto: Stig Dahlgren Atzen

Som et sugemærke

Et utydeligt strengeinstrument slår fredelige, asiatiske toner an i langsom takt. Musikken falder i baggrunden. I forgrunden står Jon. Et knips med et fyrtøj sætter ild til et stykke vat. Hurtige hænder fægter ilden om glaskoppen. Ilten er ude. Nu er der undertryk.

 

Da koppen kommer på Kims ryg, er der ingen lyd. Heller ikke fra Kim. Inde i koppen bliver Kims hud rosa og går over i det røde. Overgangen er hurtig. Huden hæver sig som en byld, mens den bliver mørkerød og slutteligt får et blåligt, mørkt skær. Jon fægter videre med fyrtøjet om glassene. Ilten forsvinder, undertrykket kommer, kop efter kop lander lydløst på Kims ryg.

 

”Det er meget behageligt det her, ikke, Kim?”, spørger Jon næsten retorisk. 

 

”Mhmm”, brummer Kim klageløst. "Det er lidt som at få et sugemærke fra en person. Det gør ikke ondt.”

 

Med et ”schwup!” ryger kopperne af en efter en. Man forventer et smertestøn fra Kim. Ikke et muk. For et øjeblik siden var hans ryg kuperet som en belgisk bakkeryg af gennemsigtige glaskopper. Ikke mere. Når kopperne ryger af, falder huden på plads. Nu er hans ryg polkaprikket.

Kims prikker i nakken er mørkerøde, fordi det er længe siden sidste behandling. Det er ikke farligt og forsvinder som regel efter 7-14 dage. Prikkerne kan dog godt være småømme i starten.

Foto: Stig Dahlgren Atzen

Flere får øjnene op

Jon Bannbers har altid vidst, at han skulle være selvstændig. Hans forældre drev et hotel i Sverige, så iværksættergenet sad på ryggraden. Da han blev færdiguddannet som massør og akupunktør, startede han sin virksomhed og arbejdede som massør ved siden af. De sidste 11 år har han kun passet sit eget. 

 

"Det har udviklet sig meget. Nu er jeg kun i klinikken, og så underviser jeg også. Jeg har rigeligt travlt”, forklarer Jon Bannbers. 

 

Det er også små ti timer efter åbningstid, Kim kommer ind til dagens sidste behandling. Der er noget at se til. Det skyldes ifølge Jon, at folk ved mere om kinesiske behandlingsformer, end de gjorde før. 

 

”Jeg tror, folk har fået øjnene op for, at kinesiske behandlinger har en god effekt. Folk hører, at andre har fået god hjælp, når andre behandlingsformer ikke virker. Israel for eksempel har også integreret det i hospitalssystemet”.

Moving-cupping er en af flere måder, man kan udføre cupping på. Det kan afvirke problemer med vejrtrækning. Video: Stig Dahlgren Atzen

Naturligt, godt tilpas

Jon er ved at pakke sammen, mens Kim tager sin trøje på. En hvid polo under en marineblå pullover med røde albuelapper. De sortstellede briller glider ned over de sirlige hårspidser. Han kigger på Jon. Kopperne klinker mod hinanden, mens Jon pakker dem sammen. Glaskopper er ikke de eneste, Jon har på lager. Der er kopper i forskellige størrelser til både ansigt og krop. 

 

”Jeg har da aldrig prøvet cupping med andet end de glaskopper fra i dag, har jeg?”, spørger Kim.

 

”Nej. Eller jo, du har prøvet de små til ansigtet, da du var på kursus,” svarer Jon.

 

Kim har selv prøvet kræfter med cupping og akupunktur i ansigtet, der blandt andet udglatter rynker. Han var på et kort kursus, og han overvejer stadig at komme rigtig i gang. Cupping fascinerer ham, fordi det er naturligt. 

 

”100 gange hellere det her end gift som botox. Der er nogen, som sprøjter gift ind kroppen. Her bliver det trukket ud”, siger Kim, inden han vender sig mod udgangen. Han kører armene rundt som to møllehjul. Bevægelsen rører på ryggen, der for lidt siden var var kuperet af sugende glaskopper.  


”Det virker sgu.” 

bottom of page